Nyhedsbrev - den nye sæson, Covid-19 med mere

29. marts 2020 21:30 , af Poul Mortensen

Et nyhedsbrev med diverse oplysninger om den kommende sæson – lidt langt, men vigtig information, så tag dig 5 min. til at læse det.

 

Generelt

Ja, sæsonen er allerede i gang, da bane 1 (grus) faktisk er i fornuftig stand efter vinteren. Der kan spilles på bane 1 og naturligvis bane 4 (kunststof) – husk at booke og skrive makker på.

Nogle af linjerne er lidt løse på bane 1 og det er vigtigt, at I alle er grundige med at feje efter brug – gerne lidt ekstra, så vi kan få den i tiptop stand. Læs og følg fejeinstruksen. Brug ikke linjekosten da det vil blotlægge linjerne endnu mere.

Der vil blive fulgt op på mangelfuld fejning af banerne – det skal spille 100 %.

Toiletterne i tunnelen ved hallen er åbne - så skal man, kan det gøres ordentligt.

Der vil blive åbnet for vandet mandag den 30. marts.

Den nye kontingentperioden starter 1. april, så der skal betales kontingent hvis I ønsker at benytte anlægget. Taksterne er uændrede – hvis der betales inden 19. april er det 300 kr. for juniorer og 500 kr. for seniorer (18 år eller derover). Kontingent kan betales på MobilePay 23228.

Fra den 1. april vil du ikke kunne reservere baner, hvis ikke du har betalt kontingent.

Se i øvrigt vedhæftet fil for sæsonaktiviteter og datoer.


 

 

Covid-19

Den 17. marts kom regeringen med nye tiltag, der trådte i kraft 18. marts. Tiltagene er blandt andet:  

  • Forbud mod at bruge indendørs sports- og fritidsfaciliteter. 
  • Midlertidigt forbud mod at samles mere end 10 personer. Det gælder både indendørs og udendørs.

Dermed er vi ikke forpligtet til at lukke ned for tennisspil på vores udendørsanlæg. Tilmed har vi ikke et klubhus og omklædningsfaciliteter og med foreløbigt 2 åbne baner, kommer vi ikke over 10 personer.

Vi må selvfølgelig ikke være mere end 10 personer inden for hegnet af gangen og det skal respekteres og overholdes. Det gælder i det daglige og når vi skal gøre baner klar den 4. og den 18. april (kl. 9-12 begge dage). Derfor skal I benytte online banebooking og sætte alle spillere på, som skal spille. I skal ligeledes melde til baneklargøring via den besked Heller har sendt ud og lagt på hjemmesiden.

Der er sat håndsæbe frem ved vandhanen og der skal vaskes hænder når man ankommer og inden man forlader anlægget (medbring selv et håndklæde). Vi hensyn og hold afstand.

 

 

Træning

Der er et stykke tid til, at de forskellige træningshold starter op, så det er endnu for tidligt at sige, hvordan Covid-19 evt. vil påvirke rammerne herfor. Men, hvis I har børn eller juniorer, der ønsker at træne på de to hold, så giv Allan Hansen besked herom.

Voksne nybegyndere på intro-holdet får mulighed for at låne en spritny ketcher med forret på køb - ketcheren vil koste 400 kr. - spred budskabet.

 

Baneklargøring

Baneklargøring starter på lørdag den 4. april. Vi begynder kl. 9 og slutter kl. 12. Der vil ikke være kaffe, rundstykker og frokost i år, kun øl og vand. Medbring selv handsker. Mød kun op hvis du er helt rask, og er du i risikogruppen, så skal du heller ikke komme. Vi skal overholde myndighedernes krav, så arbejdet bliver tilrettelagt således, at vi kan holde den fornødne afstand til hinanden. Desuden må vi ikke være mere end 10 på baneanlægget. Det betyder, at vi gerne på forhånd vil have en melding om, hvornår og hvor mange I kan komme (gælder den 4. og den 18. april). Vi skal have besked, senest den 3. april kl. 16.

Bane 1 vil formentlig være hurtigt klaret, da vi kun tilføjer lidt nyt grus, omlægger evt. løse linjer, og tromler.

Bane 2 og 3 skal have hele turen, men der må ikke skrabes for meget grus af. Laget af rødt grus er blevet noget tyndet de sidste par år. Derfor skal der skrabes med let hånd og kun med træskraberne.

Da genbrugspladserne er lukkede, kører vi det gamle grus ud på en presenning uden for baneanlægget. Så må vi fjerne det engang, når genbrugspladserne åbner igen.

Vi burde som minimum kunne nå bane 2 på lørdag den 4. april. Men, hvis du er brændt inde med en masse energi, fordi fitnesscentret er lukket, så må du i løbet af den kommende uge gerne buge en time med en træskraber og skrabe lidt gammelt grus sammen på bane 2 og 3 – husk det skal være med let hånd og kun med træskraberne.

 

Hvis der skulle være spørgsmål eller bemærkninger til ovenstående, så tøv ikke med at tage kontakt til os i bestyrelsen.

Trods de lidt usædvanlige omstændigheder, så skal vi nok komme til at spille tennis og få en kanon god sæson, men som sædvanligt kræver det, at vi holder sammen, men i år med afstand - hjælper hinanden og viser hensyn.

 

Mange hilsener,

Bestyrelsen, Gauerslund Tennisklub