GTK - Ranglisteregler

Regelsæt for ranglistekampe i Gauerslund Tennisklub

  1. Man kan udfordre spillere, der ligger 3 pladser højere end en selv. Ligger du eksempelvis selv nummer 6, kan du udfordre den, der ligger nummer 5, 4 og 3.
  2. Den til enhver tid opdaterede rangliste findes online på klubbens hjemmeside.
  3. Man kontakter først den spiller, man ønsker at udfordre. Telefonnumre står på medlemslisten (online – kræver, at man logger ind for at kunne se medlemskartoteket).
  4. Når en spilledag/tidspunkt er aftalt, reserveres en bane. Udfordreren opretter reservation.  
  5. Udebliver en af deltagerne i en aftalt udfordringskamp, har vedkommende tabt kampen.
  6. En spiller kan kun have én udestående udfordring. Vil man udfordre en allerede udfordret spiller, må man afvente, at kampen bliver afviklet eller annulleret.
  7. På samme vis kan man ikke udfordre en spiller, som man har spillet imod indenfor de seneste 8 dage. En udfordring til revanche match i rangliste regi må afvente denne periodes udløb – er der spillet en mandag, må der tidligst udfordres igen den efterfølgende mandag.
  8. En kamp i rangliste regi spilles:
    • For seniorer: Bedst af tre sæt (seniorer). Når man stillingen 6-6 i et sæt, afsluttes med tiebreak.
    • For juniorer: Spilles en kamp på 20 min. (eksklusiv opvarmning). Der spilles med ”running score” dvs., at den spiller, som har vundet flest partier, vinder kampen. Der spilles ikke om sæt. Ved udløb af de 20 min. spilles et evt. igangværende parti til ende. Et parti er i gang, hvis der er servet første gang. Er stillingen lige efter afslutning af igangværende parti, spilles et afgørende sidste parti.
  9. Kampens resultat sendes umiddelbart efter afvikling af kampen på SMS til ranglisteansvarlig (Poul). Skriv ranglistenavn, kampdato, baneanlæg (Gauerslund/Gårslev mv.), spillernavne og resultater af alle spillede sæt (6-3, 4-6, 7-5). For juniorer skrives resultat af ”running score” (26-15).
  10. Rangliste ansvarlig opdaterer resultatlisten og ranglisten.
  11. Hvis udfordreren vinder kampen, overtager han/hun taberens plads på ranglisten, og taberen rykker 1 plads ned.
  12. Hvis udfordreren taber kampen, bliver begge spiller på deres oprindelige placering.
  13. Ved indtræden på en rangliste tildeles man den nederste plads.

 

Foreløbigt oprettes en rangliste for Dame Single, Herre Single og Junior Single. En damespiller kan tilmelde sig både Dame og Herre ranglisten.

Aftal ikke en kamp for langt frem i tid, da I i den periode ikke kan udfordres af andre.

 

Formålet med en rangliste/rangstige, på engelsk ladder, er, at motivere til at spille med mange forskellige fra klubben og med tiden finde ud af, hvor man er på ranglisten/stigen og vigtigst af alt, hvem der står på stigen omkring en selv.

På den måde er det let at:

  • finde nogen at spille med, som man er nogenlunde på niveau med.
  • lave balancerede puljer til turneringer.

Og... så er der nok også nogle, som ser toppen af stigen som deres erklærede mål, og bruger det som motivation for at blive bedre og nå toppen.

Der findes flere forskellige ranglister, og vi kan med tiden lave flere, også lister som rummer spillere fra andre omkringliggende klubber.